Kirken
"En forårsdag er Ellidshøjs beboere samlet på
bakken ved landsbyen. Midt i kredsen står en kraftig mand. Han
gestikulerer voldsomt, tegner i sandet. Det er bygmesteren, der
skal bygge den nye stenkirke". Ja - sådan kan det udmærket være
sket dengang i 1100-tallet, da Ellidshøj kirke blev bygget som en
af utallige kampestenskirker, der blev rejst i mange landsbyer i
den store byggeperiode fra ca. 1150 til 1200. Kirken syner ikke
stor, selv om den er placeret øverst på skrænten over byen. Men den
har været imponerende, da den var ny.
Idag er Ellidshøj kirke som i middelalderen sognets kirke. Ved
reformationen overgik al kirkejord til kronen. Men meget af jorden
blev afhændet igen. Ellidshøj kirke blev solgt til Lindenborg gods.
Grev-skabet ejede kirken til 1908, hvor den blev overdraget til
menighedsrådet ved en ekstraordinær synsforretning den 16.
December.
Kirken bestod oprindelig af et skib med kor opført af
granitkvadre. Loftet var som i alle romanske kirker et fladt
bjælkeloft. Der var to indgange, en nord- og en syddør, en til
hvert køn. Kvindernes dør var den i nord, og den går man stadig ind
ad hver søndag.
Syddøren er muret til. Udvendigt er alle spor af døren forsvundet.
Murene er blevet omsat flere gange, dog ikke nordmuren. Til gengæld
er der her bygget et våbenhus til foran indgangsdøren. Det er
bygget af røde mursten og hvidkalket.
På triumfvæggen blev der i 1961, under en hoved-istandsættelse
af kirken ved arkitekterne Axel Schou og Adam Christensen, afdækket
et kalkmaleri fra 1562. Årstallet er usædvanligt, de fleste
kalkmalerier i vore kirker er fra 1400-tallet eller tidligere.
Tilmed blev mange af malerierne overkalket ved reforma-tionen i
1536. Maleriet viser Jesus, der vandrer mod Golgatha. Forrest i
billedet den tornekronede Kristus, fulgt af Simon af Kyrene, der
bærer korset. En lille kvindeskikkelse støtter korset, medens en
langstrakt kvindefigur afslutter billedet. Hvem de to kvinder er,
vides ikke. Kan det være Maria Magdalene og Maria, Jesu mor? En
anden mulighed er, at den største af kvinderne både kan være Maria
og samtidig et billede af kirkens ejer. Maleriet er foroven og
forneden afgrænset af et sort farvebånd. Farverne er blegrød,
rødbrun, grøn og lys okker. Spredt omkring i billedet er der
stiliserede træer. Billedet blev restaureret i 1968. Inde i korbuen
er der spor af en rød farve, som har dannet bund for en
blad-udsmykning.
Ved en hovedistandsættelse af kirken i 1981 fandt man en ribbe-
og kappedekoration fra 1500-tallets begyndelse på væggene og
hvælvingen i koret, med narrehoveder og geometriske tegninger.
Desværre var den ret medtaget, så menighedsrådet besluttede at lade
den male over igen.
Som det er tilfældet i så mange af vore kirker, blev inventaret
til dels skiftet ud efter reformationen. Altrets kerne er et
gammelt granitalterbord opmuret af kvadre. Alterbordet var også
helgengrav med et relikvieskrin. Det ligger stadig på sin plads i
altret, en lille kvadratisk blykapsel. Dækstenen mangler og blev
erstattet af en træplade ved en restaurering i 1955. Hele
stenbordet er skjult af træpaneler i renaissance-stil. Altertavlen
er fra slutningen af 1600-tallet og har søjle- og vingeprydet
tredelt stor-stykke med glat gesims kronet af et topfelt med vinger
og trekantgavl. Tavlen er brunmalet med for-gyldning, men i
forbindelse med en restaurering i 1980 påvistes ældre bemaling.
Tidspunktet for den
nye bemaling kan sandsynligvis ses af en indskrift på den sydlige
storvinges bagside: Renoveret 1763. Alterbilledet er fra 1859. Det
forestiller den gode hyrde.
Kirkens kalk er i 1693 skænket til Svenstrup kirke af Mads
Christensen Klestrup og hustru. Alterkanden og oblatæsken er
anskaffet i 1967 til afløsning af genstande af porcelæn anskaffet i
1883. Før 1883 var oblatæsken en blikdåse, alterkanden dog af
messing. Malmstagerne er fra 1623. På den ene ses initialerne IAH,
på den anden initialerne IPD. Under initialerne er der indgraveret
to våbenskjolde.
Skrankens udformning stammer fra 1882, søjlerne får deres hvide
farve i 1913. Prædikestolen er i egetræ fra omkring 1600. I de fem
felter er der udskårne relieffer med motiver fra Det nye
Testamente: Hyrdernes tilbedelse, Jesu dåb, kors-fæstelse,
opstandelse og himmelfart. Over reliefferne indskriften: TERA
PERIBVNT VERBA AVTEM MEA NON. Under reliefferne indskriften: DEUS
HO MO FACTUS EST PRONOBIS. HICESTE LIVS MEVS DLE CTUS MAT THEIZ.
TRADITUS PROPTEE PECCATA MOSTR. RESVRREXI T PROPT ER
IVSTIEICATIONEM NOS TRI. ASENDO AD PATREM MEVME TRAT RFM VES TRUM.
(Jorden skal forgå, men mine ord skal ikke forgå. Gud er blevet
menneske for os. Det er min udvalgte søn. Matthæus. Han blev knust
for vore synder. Han blev oprejst til retfærdighed for os. Jeg
stiger op til min fader og jeres fader). Billedskæreren har ikke
været stiv i latin. Ordene skilles og sammensættes på helt
vilkårlig vis, og han laver mange fejl. I ordet TERRA (jorden)
mangler der for eksempel er R, og NOSTRA PECCATA (vore synder)
bliver til MOSTRA PECCATA (»mosters« synder). Og i den sidste
sætning i indskriften laver han et E om til et F og et P om til R,
så det latinske PATREM (far) bliver til RAT RFM, hvilket ikke giver
nogen mening. Ved den nævnte restaurering i 1980 blev også
prædikestolen istandsat, bl.a. blev forgyldningen udbedret. Men
prædikestolen blev på sin plads, selvom arkitekten havde ønsket den
hævet.
Der har stået mange forskellige præster på prædike-stolen. Og de
huskes ikke alle for deres fromhed. En af dem, Henrik Jensen
Kjærulf, var en stridbar herre.
Han lå ustandseligt i proces. Både med slægtninge og folk fra
sognet. En bonde, der overfaldt ham og beskadigede hans hånd, ville
han have dømt »fra livet eller til Bremerholm«, et berygtet
tugthus. Til sidst blev det for broget for myndighederne og præsten
blev suspenderet i 1640, efter ni år. Under sagen mod ham blev han
2 gange udlagt som barne-fader. I det hele taget var der meget
vrøvl med præsterne i Ellidshøj i 1600-tallet. Oluf Andersen
Hofman, der var præst fra 1672-80, endte, ligesom Henrik Jensen
Kjærulf, med at blive fradømt sit embede. En af præsternes, Mads
Sørensens, sviger-mor blev brændt som heks i Aalborg i 1620. Senere
blev præsterne dog mere fredelige.
Døbefonten er romansk. Udsmykningen er meget enkel. Den slags
fonte står i adskillige af Himmer-lands kirker. Men den har tjent
menigheden trofast. Oprindelig har den stået mellem de to
indgangsdøre. Kun de døbte hørte hjemme i menighedens fællesskab i
kirken. Hvornår fonten er flyttet til sin nuværende plads vides
ikke, men det er sket før 1863. Dåbsfadet er af messing og stammer
fra 1722.